Bibelsk betragtning for 5. uge i fastetiden + "Bøn i virussens tid"

Nu, når man er forhindret fra at komme til messe, opfordrer pave Frans os troende til at læse søndagens bibelske tekster og betragte dem. Her følger en betragtning til søndagens tekst som vil kunne være til hjælp, fulgt af evangelieteksten. Helt til slut kommer også "Bøn i virussens tid", skrevet af folkekirkepræst Johannes Værge.

BETRAGTNING RUNDT SØNDAGENS EVANGELIETEKST – TRO PÅ MIG!

(Joh. 11, 1-45)

Den første begravelse, jeg havde som præst, var, da jeg måtte begrave min niece. En vidunderlig, livsglad og smuk ung pige, som havde været gift halvandet år og været kræftsyg et år. Hun fortrængte ikke det skrækkelige ved sin sygdom. Hun vidste, det var forfærdeligt. Men hun fortrængte heller ikke sin tillid til Kristus og sit håb til opstandelsen på den yderste dag. Før hun døde, bestemte hun, hvad der skulle stå på gravstenen. Det skulle være de ord, Jesus siger til Martha, da hendes bror Lazarus er død: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø ..." En enestående sætning, som har betydet rigtig meget for rigtig mange. Men min niece ville også have næste sætning med: Jesu spørgsmål til Martha: "Tror du det?" Så enhver, der passerer hendes grav i Randers, bliver lige i forbifarten mødt af spørgsmålet: "Tror du det?". Gående mellem grave, siddende ved hospitalssenge og dødslejer, med breve fra venner og familie, der kæmper med sygdom og tab - ja, da kan det måske være lidt svært at finde den store, sejrsvisse proklamation frem: YESl Jeg tror på, at de døde skal stå op og jorden blive ny ... Det har med garanti heller ikke været helt let for den gode Martha. De havde ikke så megen erfaring med dødes opstandelse. Der var nogle få, lidt utydelige fortællinger i Det Gamle Testamente; men Jesu egen opstandelse lå endnu forude. Hvor fik hun sin vished fra? Martha er jo ellers mest kendt for sin indirekte bebrejdelse af søsteren Maria, der ikke hjalp i køkkenet; og Jesus havde nævnt hendes bekymringer og uro for mange ting. Men her skærer Martha igennem alle usikkerhederne og svarer med en fantastisk præcis bekendelse: "Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden." Hun prøver ikke at stå til regnskab for, hvordan hun ser opstandelsen på den yderste dag for sig. Men det hun ved, det er: Jesus er Kristus. Deraf følger alt det andet. Tror du, at Jesus er Kristus, så skal du ikke dø. Ikke engang selvom du udånder. Døden kan ikke beholde dig. På den yderste dag må døden give dig tilbage til livet, ligesom den påskemorgen måtte give Jesus tilbage til livet.

Skrevet af: Folkekirkepræst Leif Andersen.

 

Og her er da søndagens evangelium: 

Evangelium Joh 11,1-45 

På den tid var der en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: “Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.” Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene sagde til ham: “Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.” Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: “Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” Disciplene sagde til ham: “Herre, hvis han sover, kommer han sig.” Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: “Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.” Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.” Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. en selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.” Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.” Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

 

 

BØN I VIRUSSENS TID

Jesus Kristus, vores bror!

Da du trådte frem iblandt

os mennesker,

var det ordene ”frygt ikke”.

Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer! ”

Men din styrke,

ét som du var med din himmelske Far,

har vi små mennesker ikke.

Så vi rammes af bekymring,

når en ny sygdom bryder hverdagen op;

og vi mærker frygt,

fordi vi kender til mennesker,

som den nye virus særligt vil true;

dem tænker vi på,

dem beder vi for.

Og vi beder for os selv:

Lad din ånd virke i os,

give os ro,

låne os glimt af din styrke,

så vi kan leve opmærksomt

med hinanden,

hensynsfuldt og hjælpsomt.

Hjælp os at hvile i dit nærvær,

virke i din kærlighed,

den du lader alt udstråle fra

til tro og håb.

 

Bøn i virussens tid af Johannes Værge

Del dette: